tandreguleringsforløb

Konsultation

Det første, som sker, er, at du bliver indkaldt til en konsultation på enten Hvidovre eller Albertslund tandreguleringklinik sammen med dine forældre. Konsultation varer ca. 30 minutter, og her får du information om dine muligheder. Vores specialtandlæge svarer på dine spørgsmål og undersøger dine tænder, mund og ansigt.

Efter konsultation skal du og specialtandlægen tage stilling til, om behandling er nødvendig, og om du ønsker behandling.
Hvis du ønsker at gå i behandling, aftales tid til optagelse af studiemateriale, som er billeder og mål af dine tænder, mund og ansigt. Derudover tager vi et aftryk af dine tænder og din tandstilling.
Det hele skal bruges til en vurdering af din diagnose og lægger grundlaget for en behandlingsplan.

Før og under behandlingen får du grundig mundtlig og skriftlig information om, hvordan du bedst pas på dine tænder og bøjler.

Starten på dit tandreguleringsforløb

Til et tandreguleringsforløb vil den kommunale tandpleje registrere tandstillingens udvikling hos dit barn ved hver regelmæssig undersøgelse. Hvis det viser sig, at dit barn udvikler en tandstillingsfejl, bliver der tilbudt konsultation hos en specialist i tandregulering. 

Konsultationen foregår på dit barns sædvanlige tandklinik. Nogle tandstillingsfejl skal rettes tidligt, mens andre først kan rettes senere, når alle mælketænder er skiftet. Det betyder, at enkelte børn skal ses af specialtandlægen tidligere end andre.

Tandplejeklinikken giver besked med hjem om resultatet af undersøgelsen.
Hvis den første tandreguleringsundersøgelse på tandplejens tandklinik viser et behov for behandling eller observation, vil barnet blive tilbudt en mere detaljeret undersøgelse på en af vores to tandreguleringsklinikker, enten i Hvidovre eller Albertslund.

Her møder du og dit barn en af vores specialtandlæger og det øvrige personale på klinikken til en indledende konsultation og forundersøgelse. Her vil specialtandlægen tage stilling til om der er behov for behandling og hvornår det evt. vil være optimalt at behandle. Aftalen varer 15-30 minutter.

Opfølgende behandling efter tandregulering

Når du er færdig med din behandling og har fået bøjlerne af, begynder du på retentionen. 

Det er en periode, hvor dine tænder skal fastholdes i deres nye placering. De første to år af retentionen indkaldes du til kontrol hos specialtandlægen, efter 3 måneder, 6 måneder og efter et år. 

Her kontrollerer vi tandstillingen og biddet og sikrer, at alt er som det skal være.

Husk på

• I starten giver bøjlen ømme tænder, det er helt normalt de første 2-3 dage.

• At have bøjle på betyder ikke, at du skal leve af pureret eller blendet mad. Du skal blot undgå mad, som kan ødelægge bøjlerne og som kan fremme cariesangreb.

• Påpasselig med mundhygiejne under behandling.

• Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis der er noget, du er usikker på eller er i tvivl.

Klagevejledning

I de seks kommuner der er gået sammen i den fælleskommunale § 60 selskab Tandreguleringen I/S, har kommunalbestyrelserne afgivet kompetence til § 60 selskabet, som udøver den virksomhed som kommunalbestyrelsen oprindeligt havde ansvaret for. 

Klager over sundhedsfaglig behandling, brud på patientrettigheder og anke over Patienterstatningens afgørelser skal indgives ved at bruge de digitale klageskemaer, der findes på www.borger.dk Det er et lovkrav, at disse klager skal indgives ved at bruge de digitale klageskemaer på borger.dk; alle, som sendes med mail eller post, vil blive afvist. Dog undtagen borgere, der f.eks. er fritaget for digital post eller som ikke er i stand til at benytte det digitale klageskema på grund af alder, sygdom eller sprogvanskeligheder. Det er styrelsen for patientsikkerhed, der afgør, om en borger kan fritages for at klage digitalt. 

Du skal klage digitalt via den selvbetjeningsløsning, der findes på www.borger.dk. Klageskemaet finder du under ”Sundhed og sygdom” > ”Klage over sundhedsvæsenet” > ”Klage Sover brud på patientrettighed”. Du kan også finde klageskemaet her.” Klager over afgørelser skal også indgives til Styrelsen for Patientsikkerhed; igen ved at bruge det digitale klageskema på borger.dk. Du kan finde information om klagemuligheder og digital klage på styrelsens hjemmeside www.stps.dk. Klagecentret kan kontaktes på 72 28 67 65. Hvis din klage drejer sig om selve service – og / eller sagsbehandlingen ved et patientforløb, så skal du klage til Tandreguleringen I/S. Klager over sagsbehandlingen stiles i første omgang til Tandreguleringen’ s leder.

Hvis der ønskes at klage over denne afgørelse, stiles klagen til bestyrelsen for Tandreguleringen. I dette tilfælde sendes klagen videre til bestyrelsesformanden, som foretager bedømmelse af sagen.

Adressen er følgende: info@tandreguleringen.dk Tandreguleringen I/S Bødkerporten 6B, stuen 2650 Hvidovre Tlf. 5094 4848 Venlig hilsen Tandreguleringen I/S

Kære patienter og forældre som har tid på vores klinik i Albertslund

Hvis I skal besøge vores klinik i Albertslund. Skal I være opmærksomme på at, i forbindelse med ombygning af Albertslund centrum, kan indgangen fra Stationstorvet 12, ikke benyttes fra d. 8. februar 2021.
Den midlertidige tilgang til vores klinik bliver via Vognporten - som ligger langs togbanen, se kort og billede.